Skriv Ring
februar 8, 2021

To ledige stillinger i Gerlev Center for Leg & Bevægelse

Brænder du for leg og bevægelse, og vil du være en del af et kraftcenter for leg, som i fire årtier har beskæftiget sig med legekultur i forskning og i praksis? Så er du måske en af vores to nye projektledere i Gerlev Center for Leg & Bevægelse.

To forskellige projekter

Gerlev Center for Leg & Bevægelse samarbejder med fonde, organisationer og kommuner landet over om projekter og indsatser der har til formål at styrke legekulturen i Danmark. De to projektlederstillinger er primært relateret til to store projektindsatser: Levende Legekultur i samarbejde med Lauritzen Fonden og Moving Youth, støttet af Novo Nordisk Fonden.

Levende Legekultur startede i 2019 og kører minimum til og med 2023. Projektet realiseres i en samskabelsesproces med fem danske kommuner fordelt over hele landet. Kerneaktiviteten er kompetenceforløb målrettet pædagoger, lærere, boligsociale medarbejdere og konsulenter omkring at facilitere og understøtte aktiv leg i daginstitutioner, grundskolen og boligområder. Målet er at skabe bedre og blivende rammer for en dynamisk og lyslevende legekultur. Hertil en betydelig forsknings- og formidlingsindsats.

Gerlev fik bevillingen til Moving Youth i sommeren 2020, og dette ambitiøse treårige projekt, starter op her i foråret 2021. Målet med projektet er at skabe nye aktivitetstilbud og fællesskaber, baseret på en legende bevægelseskultur for og med de 11-15-årige i Slagelse Kommune. Det skal ske i et innovativt samarbejde mellem idrætsforeninger, skoler, Slagelse Kommune, Gerlev og kommunens børn og unge. Også Moving Youth indeholder et væsentligt forskningsben.

Læs mere om begge stillinger her.

Bliv en del af Gerlev

Gerlev er både en idrætshøjskole med fokus på bæredygtig dannelse og krops- og bevægelseskultur og samtidig et formidlings-, projekt- og videncenter for leg. Som projektleder bliver du en del af Gerlev Center for Leg & Bevægelse, som formidler viden og erfaring med leg til både virksomheder, skoler, institutioner og private. Det gør vi i mange formater lige fra store, kreative forandringsprocesser til praktisk orienterede kurser og uddannelsesforløb eller rene oplevelsesarrangementer. Vi arbejder politisk for den legende og glædesfyldte bevægelse i samfundet, og vi samarbejder lokalt og landet over om indsatser og tiltag der styrker legekulturen.

Som projektleder på Gerlev…

Dine vigtigste arbejdsopgaver som projektleder bliver at lede den samlede indsats for et af de to nævnte projekter. Herunder ansvar for både den projektmæssige implementering og opnåelse af milepæle og mål samt planlægning og budgetstyring. På den måde vil du få det operative ansvar for at gennemføre og videreudvikle projektindsatsen.

Som projektleder ved Gerlev Center for Leg & Bevægelse får du ansvar for en ambitiøs projektindsats med solid organisatorisk og ledelsesmæssig opbakning. Samtidig bliver du en del af en organisation og et samlet team, som arbejder med bevægelses- og legekultur som tilgang til sundhed, trivsel og fællesskab i mange forskellige sammenhænge. Der er stor opmærksomhed på synergieffekt, og du skal være indstillet på at bidrage på tværs og tage ansvar også for andre processer end det ene projekt.

På den måde får du mulighed for at skabe forandring i retning af mere og bedre leg, bevægelse og stærkere fællesskaber – som svar på tidens udfordringer med bl.a. ensomhed, mistrivsel og manglende fysisk aktivitet blandt børn og unge. Sidst men ikke mindst bliver du en del af en levende arbejdsplads, med uformel tone, fleksibilitet og masser af fællesskab.

Det praktiske

Begge stillinger er med tiltrædelse senest d. 1. april og ansøgningsfrist d. 21. februar. Ansøgning og CV skal sendes til centerchef, Rasmus Elmquist Casper, på mail rasmus@gerlev.dk. For yderligere oplysninger kontakt tlf. +45 21 63 20 48.

Læs begge stillingsopslag her.

Kontakt os med spørgsmål, bestillinger eller andet