Skriv Ring
juni 8, 2021

Sofaforskning og aktionsforskning - Historien om Idrætsforsk

Af Søren Riiskjær, medstifter af Idrætsforsk, tidl. kontorchef i Kulturministeriet, tidl. direktør i Team Danmark, tidl. afdelingschef i DGI og nuværende bestyrelsesmedlem på Gerlev.

Der skal være tid til, at nogen ligger på en sofa og tænker store tanker” var et motto, da Idrætsforsk fik sin første bevilling fra Kulturministeriet i 1979. Det blev der nu aldrig rigtig tid til. Straks fra starten var der fuld tryk på, og Idrætsforsk blev en sten i skoen på de store idrætsorganisationer.

Forud for den første bevilling var gået nogle år, hvor først Claus Bøje og Ove Korsgaard og senere Ejgil Jespersen og undertegnede havde udviklet et diskussionsforum på Gerlev Idrætshøjskole. Vi diskuterede idræt på en ny måde. Vi afholdte idrætspolitiske kurser og talks. Vi satte spørgsmålstegn ved etablerede myter om idræt, og vi ønskede at udvikle en samfundsvidenskabelig forskning.

Situationen var nemlig den, at der ikke fandtes nogen tradition for dén type forskning i Danmark. Den naturvidenskabelige idrætsforskning havde en tung og lang tradition. Men det samfundsvidenskabelige blik var totalt fraværende.

I stedet trivedes en række ideologisk betingede myter, som betød, at den herskende fortælling om idrætten kunne stå uantastet, og at ingen stillede spørgsmål til de dominerende strukturer og magtforhold og til den økonomiske fordeling. 

Udgangspunktet for Idrætsforsk var selvfølgelig det videnskabelige. Videnskabelig metode og redelighed skulle være uangribelig. Men indfaldsvinkler og valg af temaer var båret af holdninger og et ønske om at forpligte idrætten i en kulturpolitisk sammenhæng. Idræt var for os ikke blot uforpligtende tidsfordriv og forbrænding af kalorier. Grundholdningen var – og er – at idræt kan give mere mening og mere skønhed til hvert af livets øjeblikke.

En af de mest sejlivede myter var forestillingen om idrættens enhed. Det var en fortælling, som skulle give det indtryk, at idrætten var en samlet organisme, hvor alt hang sammen og gensidigt understøttede hinanden – og at det var idrættens ledere i de store organisationer, der vidste, hvad der var bedst for denne organisme. 

Elite skaber bredde” var et fremherskende dogme i denne fortælling. Store eliteresultater ville inspirere flere til at dyrke idræt, var antagelsen, og hvis blot man tildelte eliten flere midler, ville det automatisk skabe større idrætsaktivitet i hele befolkningen.

Hvis man undersøgte dette nærmere, viste det sig imidlertid hurtigt, at der på ingen måde var belæg for påstanden. Derfor blev spørgsmål om fordeling af ressourcer også et idrætspolitisk spørgsmål – en idrætspolitisk kamp – hvor forskellige interesser måtte brydes. Hvilket de stadig gør i dag.

I det hele taget blev der på mange fronter gjort op med forestillingen om en enhed. Historisk viste Ove Korsgaard med sin bog ’Kampen om kroppen’, at der altid har været forskellige idrætskulturer i Danmark, og sociologisk viste den første større undersøgelse af danskernes idrætsvaner, som blev gennemført af Idrætsforsk, at danskernes idrætsdeltagelse var langt mere differentieret end hidtil antaget. Først og fremmest kom det frem, at der udfoldede sig en omfattende idrætsdeltagelse uden for idrætsforeningerne. 

Senere gennemførte Idrætsforsk en lang række undersøgelser og analyser af idrættens økonomi, idrætten i medierne, idrættens psykologi, idrættens politik, legens historie og meget andet. Den indhøstede viden bidrog til at stille mange spørgsmål til den herskende orden til idrætsorganisationernes store irritation. 

Ideen med at placere en forskningsinstitution på en højskole – og ikke et universitet – var knyttet til en forestilling om at skabe en vekselvirkning mellem højskole og videnskab. Intentionen lykkedes kun delvist. Samspillet med lærergruppen og deltagelse i diskussioner om skolens udvikling var frugtbart, men dialogen med elevgruppen blev sporadisk.

To eksempler på en succesfuld vekselvirkning skal nævnes: For det første fik opgøret med idrættens enhed og påvisningen af en større mangfoldighed en konsekvens i en omlægning af skolens undervisningsplan. Der blev ganske enkelt udviklet en ny såkaldt grenskole, der afspejlede forskellige sider af det mangfoldige idrætsbillede: Kamp og kultur, gymnastik og bevægelse, natur og friluftsliv, dans og drama samt krop og sundhed.

For det andet omfattede opgøret med enheden også et opgør med idrættens standardiserede arkitektur. Hvorfor skulle al idrætsudfoldelse foregå på faciliteter, hvis fysiske mål og udformning var fastsat af internationale specialforbund? Bevægelseshuset på Gerlev blev det første konkrete eksempel herhjemme på, at sådan skulle det nødvendigvis ikke være. 

På grund af sit kritiske udgangspunkt blev Idrætsforsk gennem mange år betragtet som en sten i skoen på idrætsorganisationerne. Instituttet blev bl.a. betegnet som et pseudo-forskningsmiljø og et kulturradikalt spinatbed. Da en ny VK-regering i 2001 trådte til med det erklærede mål at bekæmpe smagsdommere og nedlægge råd og nævn, blev Kulturministeriets bevilling efter et par år gradvist nedtrappet. Idrætsforsk overlevede i nogle år, men i efteråret 2004 måtte instituttet lukke ned.

Idrætsforsk eksisterer ikke mere, men satte alligevel nogle spor – både på Gerlev, men også på universiteterne, hvor der nu er udviklet en solid og omfattende samfundsvidenskabelig idrætsforskning.

Læs mere om Idrætsforsk her.

Kontakt os med spørgsmål, bestillinger eller andet