Skriv Ring
May 17, 2022

gerlev Inviterer til legefestival

I uge 23 danner Gerlev Legepark rammen for en Legefestival for og med hele Slagelse Kommune. Legefestivalen sætter fokus på leg og legekulturen, som rummer mange muligheder for gode grin, fællesskaber, dannelse og trivsel, men også det vigtige budskab, at vi skal huske at lege for legens egen skyld.

Festivalen er for alle i Slagelse Kommune og alle foreninger, kulturinstitutioner mv. med interesse i leg og fællesskaber. Legefestivalen løber over fire dage, hvor hver dag har hver sin målgruppe.

Onsdag den 8. juni er særligt for borgere med udviklingshandicap 

Over 100 borgere med udviklingshandicap er allerede tilmeldt., De får på egen krop lov at mærke, hvordan legen spreder grin, glæde og stolthed.

Vi trækker på alle de gode erfaringer fra projekt HandiLeg med tilpassede lege, spil og redskaber.

Torsdag den 9. juni er for de mindste – dagplejere, vuggestuer og børnehaver

Her udfolder vi legekulturen for børn i daginstitutioner. De kan bl.a. prøve forskellige motoriklege, fælleslege, sanglege, “farlige” lege og andre sjove aktiviteter. 

De kan også lave deres helt egen “legetrold” – og lege med sand, vand og gøglerier. 

Fredag den 10. juni er for folkeskoler fra 0.- 9. klasse

Ca. 250 skolebørn og deres lærere vil opleve legens kvaliteter i alle afskygninger.

Borgmesteren kommer forbi til en snak om leg, og hvordan vi kan få endnu mere af den ind i hverdagen.

Højskoleeleverne er med til at sikre masser af fede lege og aktiviteter med det høje humør, ligesom musik og dans, spil og gøglerier, ”go low”-challenges og legetrolde vil fylde dagen.  

Lørdag den 11. juni er for alle – unge som ældre

Lørdag er den store legefestivaldag, hvor alle er velkomne. Entreen er gratis. Og der vil være masser af fælleslege og sjove foreningsaktiviteter. 

Spillepladsen byder på over 50 spil fra hele Europa, der vil være “go low”-challenges, dans, musik og gøgleri og kort sagt masser af leg i alle afskygninger.

Se det fulde program her.  

Samme dag kan du også besøge Kunstforeningen Art Market, som udstiller på Gerlevs boldbaner. Det kan du læse mere om her

Har du spørgsmål, vedr. tilmelding eller praktisk information, så tøv ikke med at kontakte projektleder Trine Jandorf på trine@gerlev.dk eller tlf. 30221994. 

Kontakt os med spørgsmål, bestillinger eller andet